The
Rolling Stones 1 : 3
Inden
koncerten
The
Rolling Stones spiller på Roskilde Festival torsdag 3. juli.
Her
har jeg interviewet to danske musikere, på tværs af generationer,
om deres forhold til dét der ofte bliver kaldt verdens største
rockorkester. Jeg har også bedt de to (og mig selv) om at vælge en
håndfuld af deres favorit-sange med kort begrundelse.Fredag morgen, når koncerten har fundet sted, skriver jeg om mine oplevelser foran ORANGE SCENE.
Og et par dage efter slutter jeg med at beskrive hvordan festival-publikummet – og medierne – tog imod rock-veteranerne.
Den
pæne historie og den sande historie
Forrige
år anmeldte jeg den store, flotte jubilæumsbog om The Rolling
Stones, udgivet i anledning af deres 50 års jubilæum som band.
Jeg
var overrasket over at den var så ”glansbillede”-agtig, den
fortalte en pæn og nydelig historie om gruppen. Med – det skal
bestemt siges – en lang række fantastiske fotos.Men hvor var konflikterne, ridserne, misbruget, det kontroversielle..?
Langt
bedre, forstået som mere ærlig, fremstår Keith Richards'
selvbiografi ”Life” (oversat til dansk med titlen ”livet”).
Richards
lægger ikke fingrene imellem. Han fortæller sin og rullestenenes
historie med en oprigtighed og menneskelighed, som smitter.Man kommer til at holde sådan af ham. Midt i kaos (hans!).
I
det følgende tre danskeres forhold til The Rolling Stones – incl
en række favorit-sange med ultrakorte motiveringer.
Billy
Cross:
The
Rolling Stones er meget, meget store for mig. Både da jeg var ung
musiker i USA – og i dag, mange år efter.
De
tog udtrykket fra blues og fra rhytm and blues og bragte det ind i en
rock-sammenhæng. De gav os en lang række sange, som vi kunne spille
live som musikere. Sange, der fungerede.
”19th
nervous breakdown”
-
kombinationen af to guitar-riffs, det ene er Bo Diddlys riff fra
”Diddly Daddy”, og så en helt ny og overraskende lyd!
”Blue
turns to grey”
-
skaber en intens midt 60'er stemning
”Dead
flowers”
-
fantastisk sang og omkvæd. Og en stor ærlighed om stoffer og
misbrug.
”Beast
of burden”
-
fantastisk groove og en dejlig tekst
”Memo
for Turner”
-
fantastisk lyrik kombineret med Ry Cooders slideguitar, Jerry Scheffs
smukke basspil og et groove man ikke finder andre steder.
The
Rolling Stones er verdens bedste musikere. De spiller som sorte, mens
alle andre blegner når de forsøger at gøre det samme.
De
spiller 'uformelt', som ikke skal forveksles med sjusket. Deres musik
og måde at spille den både har en evig gyldighed, som man fx ikke
finder i popmusik, som er tidstypisk.
Simon
Ask Ladekarl (guitarist i 'Teknisk Uheld' m.m.):
Rolling Stones er jo rock-dinosauren nummer et. Indbegrebet af rock-musik. På det helt personlige plan har jeg et lidt dobbelttydigt forhold til Rolling Stones - på den ene side virker de utroligt slappe i deres spillestil: beatet er næsten ved at falde over sig selv, guitarerne meget klattede, spinkle og lidt banale og så kan Mick Jagger se utrolig prætentiøs og irriterende ud. Men på den anden side er jeg fascineret af samme tre ting: det upolerede udtryk skaber en fantastisk umiddelbarhed og ærlighed, som jeg faktisk også synes er ret fed og fascinerende - og så er Jagger og Richards fantastiske karakterer.
”Beast of burden”
- en fantastisk sang med en helt særlig stemning, er særligt glad for B-stykket
”Wild Horses”
- igen en sang med en særlig stemning.
”Miss You”
- god blanding af fedt groove og melankolsk mol-tonalitet.
”Anybody Seen my Baby”
- et funky bas-riff og en fed vokal!
Per
Wium:
For
mig selv havde The Rolling Stones den betydning at de pirrede mig.
De var rå og upolerede på en fascinerende måde.
I
virkeligheden var jeg allermest glad for deres få live album i
starten af karrieren (såvel på EP som på LP)Samtidig skal jeg være ærlig og sige at de i min 'bog' var bedst i 60'erne. Senere følte jeg – og føler – noget længere mellem de rigtig stærke sange. Med undtagelser, som det vil fremgå af MIN top-5.
”Tell
me”
-
den intense atmosfære .. og lyden af guitarerne
”Get
off of my cloud”
-
den slog benene væk under mig! Voldsomheden, den lavt mixede vokal,
som gjorde at musikken virkede STOR.
”Paint
it black”
-
Storladen på den gode måde. Charlie Watts' effektive og enkel spil.
”Mixed
Emotions”
-
Ahhh – sådan én havde jeg længtes efter i mange år fra gruppen.
”Anybody
seen my baby”
-
atmosfære, fortættethed, næsten mystik. Og så de store
guitar-flader.