mandag den 30. juni 2014


The Rolling Stones 1 : 3


Inden koncerten


af Per Wium, musikjournalist

The Rolling Stones spiller på Roskilde Festival torsdag 3. juli.
Her har jeg interviewet to danske musikere, på tværs af generationer, om deres forhold til dét der ofte bliver kaldt verdens største rockorkester. Jeg har også bedt de to (og mig selv) om at vælge en håndfuld af deres favorit-sange med kort begrundelse.
Fredag morgen, når koncerten har fundet sted, skriver jeg om mine oplevelser foran ORANGE SCENE.
Og et par dage efter slutter jeg med at beskrive hvordan festival-publikummet – og medierne – tog imod rock-veteranerne.


Den pæne historie og den sande historie

Forrige år anmeldte jeg den store, flotte jubilæumsbog om The Rolling Stones, udgivet i anledning af deres 50 års jubilæum som band.
Jeg var overrasket over at den var så ”glansbillede”-agtig, den fortalte en pæn og nydelig historie om gruppen. Med – det skal bestemt siges – en lang række fantastiske fotos.
Men hvor var konflikterne, ridserne, misbruget, det kontroversielle..?

Langt bedre, forstået som mere ærlig, fremstår Keith Richards' selvbiografi ”Life” (oversat til dansk med titlen ”livet”).
Richards lægger ikke fingrene imellem. Han fortæller sin og rullestenenes historie med en oprigtighed og menneskelighed, som smitter.
Man kommer til at holde sådan af ham. Midt i kaos (hans!).

I det følgende tre danskeres forhold til The Rolling Stones – incl en række favorit-sange med ultrakorte motiveringer.

Billy Cross:

The Rolling Stones er meget, meget store for mig. Både da jeg var ung musiker i USA – og i dag, mange år efter.
De tog udtrykket fra blues og fra rhytm and blues og bragte det ind i en rock-sammenhæng. De gav os en lang række sange, som vi kunne spille live som musikere. Sange, der fungerede.

19th nervous breakdown”
- kombinationen af to guitar-riffs, det ene er Bo Diddlys riff fra ”Diddly Daddy”, og så en helt ny og overraskende lyd!

Blue turns to grey”
- skaber en intens midt 60'er stemning

Dead flowers”
- fantastisk sang og omkvæd. Og en stor ærlighed om stoffer og misbrug.

Beast of burden”
- fantastisk groove og en dejlig tekst

Memo for Turner”
- fantastisk lyrik kombineret med Ry Cooders slideguitar, Jerry Scheffs smukke basspil og et groove man ikke finder andre steder.

The Rolling Stones er verdens bedste musikere. De spiller som sorte, mens alle andre blegner når de forsøger at gøre det samme.
De spiller 'uformelt', som ikke skal forveksles med sjusket. Deres musik og måde at spille den både har en evig gyldighed, som man fx ikke finder i popmusik, som er tidstypisk.

Simon Ask Ladekarl (guitarist i 'Teknisk Uheld' m.m.):

Rolling Stones er jo rock-dinosauren nummer et. Indbegrebet af rock-musik. På det helt personlige plan har jeg et lidt dobbelttydigt forhold til Rolling Stones - på den ene side virker de utroligt slappe i deres spillestil: beatet er næsten ved at falde over sig selv, guitarerne meget klattede, spinkle og lidt banale og så kan Mick Jagger se utrolig prætentiøs og irriterende ud. Men på den anden side er jeg fascineret af samme tre ting: det upolerede udtryk skaber en fantastisk umiddelbarhed og ærlighed, som jeg faktisk også synes er ret fed og fascinerende - og så er Jagger og Richards fantastiske karakterer.

Beast of burden”
- en fantastisk sang med en helt særlig stemning, er særligt glad for B-stykket 

Wild Horses”
- igen en sang med en særlig stemning.

Miss You”
- god blanding af fedt groove og melankolsk mol-tonalitet.

Anybody Seen my Baby”
- et funky bas-riff og en fed vokal!

Per Wium:

For mig selv havde The Rolling Stones den betydning at de pirrede mig. De var rå og upolerede på en fascinerende måde.
I virkeligheden var jeg allermest glad for deres få live album i starten af karrieren (såvel på EP som på LP)
Samtidig skal jeg være ærlig og sige at de i min 'bog' var bedst i 60'erne. Senere følte jeg – og føler – noget længere mellem de rigtig stærke sange. Med undtagelser, som det vil fremgå af MIN top-5.

Tell me”
- den intense atmosfære .. og lyden af guitarerne

Get off of my cloud”
- den slog benene væk under mig! Voldsomheden, den lavt mixede vokal, som gjorde at musikken virkede STOR.

Paint it black”
- Storladen på den gode måde. Charlie Watts' effektive og enkel spil.

Mixed Emotions”
- Ahhh – sådan én havde jeg længtes efter i mange år fra gruppen.

Anybody seen my baby”
- atmosfære, fortættethed, næsten mystik. Og så de store guitar-flader.